Lørdag d. 16 Juni 2012-Enden

Folk: AV, jah, HCJ, Helle og mig.

Vejret klokken 0500: 3 m/s, 8/8, 12 grd, 50km+, 5mm

I dag var min sidste dag på Gilbjerg. Det var regnfyldt og klamt, da jeg stod op klokken 0320, så jeg tog mig lidt ekstra tid til at gøre mig færdig, for jeg regnede langt fra med, at der var nogen, der var tossede nok til at stå derude klokken 0400 i regnvejr og mørke. Jeg var derfor derude klokken 0500. Der var ikke nogen på det tidspunkt, men det styrtede også ned i stænger. Jeg fandt ly under et halvtag nede ved Feriebyen, det var rigtigt rart.

Klokken 0700 gik jeg op til stenen og så, at AV havde gjort sin entré. Han havde kaffe med, som var rigtig tiltrængt. Lidt senere kom jah og Helle. jah havde jordbærlagkage med, denne fik vi, mens vi var derude. Vi fik nogle kommentarer af de lokale om, at det så lidt sjovt ud, at tre mænd og en dame spiste lagkage i øsende regnvejr. Jeg tror, de var misundelig, og med god grund for den smagte voldsomt godt😉 Udover den gode stemning kom der også lidt fugle. Der var rimelig godt gang i mursejlerne og meget fin Lærkefalk kom forbi. Det var lækkert. Klokken 0900 begyndte vi at gå i opbrud. AV skulle hjem og jeg havde på fornemmelsen, at min familie kom snart. Jeg fik et lift hjem af jah. Det var meget flinkt af ham, for det var svært at transportere alt det jeg havde fået af både lokale, og de medobservatører jeg havde haft i løbet af dette forår.

10 minutter efter jeg var kommet hjem, var min familie der. Det var rigtigt dejligt at se dem, men det var også vemodigt, da jeg vidste, at det nu var slut på en epoke. Jeg nåede at se hovedet og hagen en sidste gang, og jeg slentrede også ned ad Gilbjergstien en sidste gang. Efter dette tog vi afsted syd på efter buskrørsangeren. Vi hørte den synge meget kort og så den pudse sig langt inde i et krat. Efter det tog vi færgen og her til aften fik vi Tortillas. Her drømte jeg mig tilbage til det køkken, jeg havde siddet og lavet mad i så utrolig mange gange de sidste 3 måneder.

Men selvom vi ikke fik buskrørsen drømmegodt, så har denne sæson virkelig været legendarisk!! Der har været sub hits i spandevis: Rosenstær, Biæder, Hvidnæbbet Lom, Lille fluesnapper, Steppehøg (3 med hesbjerg), Hortulan (4), Rødrygget svale, Markpiber og Hvidvinget Korsnæb (185), hvoraf sidstnævnte har optrådt i så massive tal, at vi har kunne konkludere, at dette er den største invasion af disse nordens papegøjer nogensinde. Disse arter alene ville have reddet mit forår, men de ville ikke have gjort det legendarisk (hvis man ser bort fra rosenstær, for det er en super hård Gilbjergart!).

Mit forår blev legendarisk allerede den første dag med sydøsten vind. Det var den 18 April, og klokken var 0938, da sjællands første Blå Glente blev set kredsende af ARO og bestemt af TA. Dette øjeblik glemmer jeg nok aldrig, og jeg føler mig meget priviligeret at have set denne guddommelig fugl i Gilbjerg. Jeg har sagt utallige gange, at jeg ikke er en rovfuglmand, men denne piphans fik mig til at konvertere!

Af andre sjove arter i år kan nævnes flere Piroler, Karmindompapper, Aftenfalk, Vagtler, 2 Engsnarrer og 2 Turtelduer.

Her til slut ville jeg gerne takke alle de folk, som har gjort dette forår til en af de bedste perioder i mit liv. En særlig tak skal lyde til MBB, som forberedte mig inden jeg tog derop, og som var en uvurderlig hjælp ikke bare ved den første men ved så utrolig mange andre dage. LAU og hans  familie skal også have en dybfølt tak herfra min side, da de tog imod mig med en varme, som jeg sjældent har følt. TA og PEP skal heller ikke glemmes, da meget af tællearbejdet blev udført af dem (især efter mine fem timer var gået). Til sidst skal en tak lyde til MRA og AV, der gjorde mit ophold rigtig dejligt og indlogerede mig i et fedt værelse. Tusind tak folkens og tak til dig for at have læst min blog. Som belønning får du nu at vide, hvordan en Gilbjerg gryde laves og ser ud:

(1 Pers)

Ingredienser: 1/4 rød peber, ½ uncle ben sweet and sour, ½ glas champignon, 1 kyllingebryst, soya, ris eller nudler, salt og sukker.

Tilberedning: Svits kyllingefiletten, som du har skåret i små tern, på alle sider, så man ikke kan se noget rødt på nogle af siderne. Dernæst hak peberen i tern og bland det sammen med champignongerne og det halve glas uncle ben. Dernæst hæld sovsen over kyllingefilleterne og lad sovsen simre i ca. 10 minutter indtil ternene er gennemstegt. Kog risen eller nudlerne indtil de er bløde. Det skal dog ikke være grød. Du har nu en Gilbjergryde, som du skal nyde sammen med øl eller noget te.

(APR)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s